MÆRKESAGER
I vort socialdemokratiske valgprogram ”SAMMEN OM BRØNDBY”, som du kan downloade længere nede på siden, kan du se de fælles overordnede visioner og mærkesager, som vi i partiet gik til valg på.
Da jeg jo efterhånden har stor erfaring med at sidde i kommunalbestyrelsen, så har jeg også oparbejdet en viden og indsigt i det politiske arbejde, som gør, at der er områder, hvor jeg kan se, at jeg har og har haft god mulighed for, at have indflydelse på udviklingen eller forvaltningen. Det synes jeg er meget spændende og en del af drivkraften bag al den tid, som jeg efterhånden bruge på politik i Brøndby.
Naturligt er der områder af det politiske liv i Brøndby, hvor jeg bedst føler, at jeg kan gøre min indflydelse
som kommunalvalgt gældende, og det er så her, jeg gerne vil ”kæmpe” for at få gennemført nogle af vore mærkesager.
Jeg har jo i den foregående valgperiode været formand for idræts- og fritidsudvalget i Brøndby og det fortsætter jeg med i indeværende valgperiode, og det giver næsten sig selv, med Brøndbys landskendte sportsresultater, at det har været meget spændende opgave, som fortsat kræver politisk fokus, for at videreudvikle de mange igangværende tiltag, samt igangsætte nye.
”VIDEREUDVIKLING AF SPORTSBYEN”
Således er en af mine mærkesager, at vi videreudvikler sportsbyen, som et naturligt samlingssted for store oplevelser med sport og musik i Brøndby. Jeg har også siddet i kulturudvalget, og har meget øje for, hvor stor betydning det har, at vi har mulighed for gode kulturelle oplevelser i Brøndby
”FRITIDSAKTIVITETER FOR BORGERNE I BRØNDBY”
Ved at sørge for, at kommunen har gode rammer for, at alle kan dyrke nogle fritidsaktiviteter, så fremmer vi samtidig livskvaliteten for den enkelte og styrker sammenholdet blandt borgerne. Det er eksempelvis vigtigt, at vi sørger for, at de unge har nogle steder, hvor de har lyst til at gå hen og udfolde sig positivt og herigennem udviklende.
Fra mit arbejde som formand for. Brøndby Boligselskab og i samspil med min tid som politiker, føler jeg mig rigtig godt rustet til at arbejde med boligpolitikken i kommunen. Jeg kan perspektivere udviklingen og problemstillingerne fra mange vinkler og jeg har dannet mig et godt overblik over, hvad jeg mener, der skal lægges vægt på indenfor det boligpolitiske område i de kommende år.
”BOLIGSOCIAL INDSATS FREM TIL 2021”
Det er en tilfredsstillelse for mig, at jeg på rådhuset lige sammen med borgmesteren og boligorganisationerne fra Brøndby Strand har været med til, at få vedtaget en samarbejdsaftale omkring den boligsociale indsats i Brøndby Strand frem til 2021. Det medfører blandt andet, at vi tænker helheder og arbejder sammen om udviklingen, så vi eksempelvis får bredt indsatsområdet ud til også at tænke fokus på uddannelse og beskæftigelse til de unge, så det er attraktivt at leve og fortsætte livet i Brøndby også efter endt uddannelse.
”FLERE UNGDOMSBOLIGER I BRØNDBY”
I øjeblikket har vi for få ungdomsboliger i Brøndby, og det er en af de ting, som jeg vil arbejde målrettet på at få gjort noget ved. Jeg mener, at vi skal opføre en række ungdomsboliger eller et kollegium på en grund
nær stationen, så man hurtigt kan komme frem og tilbage til og fra studiet, og at det skal vel at mærke være med en husleje, som den unge har råd til at betale. Det tror jeg, vil være med til at hjælpe vore unge til en god fremtid, hvor de samtidig ser positivt på deres hjemkommune og naturligt har lyst til også senere, at bosætte sig og arbejde i kommunen. På den måde, vil de også kunne yde et vigtigt bidrag til den vækst i erhvervslivet, som vi også har brug for.
”UDBYGNING AF VELFÆRDSTEKNOLOGIEN I HJEMMEPLEJEN/ÆLDRECENTRENE”
Det er vigtigt at sikre at den ældre borger, der er afhængig af hjemmepleje eller bor i et af vore ældrecentre får så meget personlig kvalitetstid som muligt, og det kan vi blandt andet sørge for ved stadig at udbygge velfærdsteknologien i hjemmeplejen/ældrecentrene.
”STOR FOKUS PÅ TRYGHED OG MINDSKNING AF KRIMINALITET I BOLIGOMRÅDERNE”
Det at man kan føle sig tryg i dagligdagen er efter min mening noget af det vigtigste for at føle høj livskvalitet, så derfor skal vi have stor fokus på at sikre den tryghed for den enkelte borger.
”FOKUS PÅ TRIVSLEN I KOMMUNENS SKOLER OG DAGINSTITUTIONER”
I foregående valgperiode har jeg siddet som politisk observatør i en skolebestyrelse, og jeg kan se, hvor vigtigt det er, at vore elever trives med at gå i skole, vi skal derfor have fokus på, at sikre, at rammerne for elevernes skolegang er i orden. I det hele taget, så skal vi sikre, at de fysiske rammer og indeklimaet i vore skoler og daginstitutioner er i orden.